Indtil videre var der ikke mange hylder og frysediske, og udvalget var heller ikke så stort, men til gengæld kunne man aflevere en bestillingsliste, og derefter hente varerne næste dag. Alligevel myldrede kunderne til, for Victor, som den nye ejer hed, havde meget andet at byde på end dagligvarer. Uanset hvor mange mennesker, der stod i kø ved hans kasseapparat, gav han sig tid til at hjælpe og lytte til hver enkelt kunde, og det på en så naturligt afslappet måde, at man helt glemte tid og stress. Jeg holdt meget af at handle hos ham, og også af at sætte mig i hans lille café for få en kop kaffe og sludre, enten lidt med de andre gæster eller med Victor.
I begyndelsen talte vi bare om vind og vejr og den lille provinsby, han nu var flyttet til, og hvor jeg var opvokset og havde boet hele mit liv. Victor var begejstret for det hele. Byens beboere, som han kaldte nogle vidunderlige, flinke mennesker, der havde taget så godt imod ham, de små, skæve huse i udkanten af byen, vores lille sø med ænder og kridhvide svaner og den friske, uspolerede luft. Men efterhånden som jeg opdagede, at jeg blev mere og mere interesseret i ham, ændrede vores samtaler karakter og blev mere personlige.
Det var mig, der begyndte med at spørge ham ud om hans private forhold i stil med, om han var gift, havde nogen fast kæreste, og derefter, da han besvarede mine spørgsmål negativt, hvorfor han ikke var gift, og hvorfor han ikke havde nogen fast kæreste. Det var nok lidt dumt og ordinært at stille den slags spørgsmål, faldt det mig ind, men et alternativ til at finde u... Læs hele novellen
