Hun var gennemblødt af alt den sne, der var faldet hele eftermiddagen, og hun frøs helt ind til huden. Hun var lidt irriteret over, at hun ikke havde taget mere praktisk tøj på end den tynde habitjakke og de lette sko. Hun manglede både sin duffelcoat, sit halstørklæde og sin hat. Mens hun gik i sine egne tanker, mærkede hun pludselig et voldsomt stød på kroppen. Det var sådan et kraftigt slag, at det flimrede for hendes øjne. Det næste hun ænsede var, at hun lå midt på fortovet og rodede rundt imellem sine poser og al sneen. Hun hørte en gennemtrængende stemme som sagde:
Så se dig dog for kvindemenneske! Hvad pokker går du og tænker på, hvad med at åbne øjnene, sagde stemmen, der nu var kommet meget tæt på hendes ansigt. Hun åbnede sine øjne og lige overfor hende sad en mand og kiggede hende arrigt ind i øjnene. Hun mærkede et rislen i kroppen ved at se ind i de to øjne. Hvor var de smukke - grønne omkranset af kraftige smukke sorte øjenvipper. Langsomt fik hun styr på sig selv og fremstønnede et svagt ”Undskyld, men det var nu ikke med vilje.” ”Og hvad så”, var svaret hun fik tilbage, ”Se hvad du er skyld i”, sagde manden.
Hun spejlede rundt på ham og fik til sidst øje på hans ene knæ, hvor stoffet var revet itu og fyldt med blod. ”Øh”, fik hun fremstammet, ”det er jeg virkelig meget ked af, kan jeg hjælpe dig med noget?” ”Du har vist nok hjulpet mig nok for i dag”, svarede manden. ”Jamen skal jeg ikke hjælpe dig hjem, lad mig i det mindste sørge for at dine bukser bliver repareret, lad mig nu gøre det godt igen”, sagde hun, idet hun rejste sig fra fortovet.
Hun kiggede rundt og opdagede, at folk stod o... Læs hele novellen
