Vi drejer af, væk fra hovedvejen, og vi kører ind i byen Usera-Macondo, gennem smalle brolagte smøger med fortove under buegange. Husene er hvidkalkede og med tillukkede skodder, lyse stille gader, på et støvet torv ligger café Parróquia, nogle få tilgitrede butikker, et Pharmacia, alle lukkede. Byen synes øde, intet svalende pust, selv duerne har søgt ly, byen er gudsforladt. Bortset fra fluerne er den berøvet alt liv, heden har suget alt liv ud af den. Omsider finder vi det agentur, som skal udlevere nøglen til villaen, men det holder lukket endnu tre kvarter. Vi resignerer og venter i bilen.
Sløvheden breder sig over os, lægger sig tungt over os, selv sveden trækker dovent sine spor ned ad os, tøjet klæber til vores kroppe. Hendes lette sommerkjole klæber og aftegner lårenes krumme linier, en fordybning formes i hendes skød. Alt er stille, en stilhed kun afbrudt af insekternes summen. Et firben drister sig ud i den brændende sol, klatrer lydløst op ad den hvide mur og forsvinder med en hastig bevægelse ind i en sprække. Varmen er blevet endnu mere trykkende, og jeg synker hen i en svedig døs.
Jeg vækkes af dvaletilstanden, en dør skriger på sine hængsler, et ur slår i nærheden, længere væk et kirke ur, byens pulsslag øges. Stemmer, nogle lavmælte, andre højrøstede, løsrevne latterstumper, døre, der åbnes og lukkes. Byen vågner af sin tornerosesøvn, selv vinden giver med befriende svage pust livstegn fra sig. En krumbøjet gammel mand med slæbende skridt er den første, vi ser. Så smældende klik-klak lyde, der giver genlyd i den stille gade, en mørk latinsk skønhe... Læs hele novellen
