Denne aften, længe efter afslutningsfesternes sidste lys var fadet ud i glemslens nærvær fik jeg et deja-vu. Det var dybt underligt, men bedst som jeg tænkte på Merete, så syntes jeg faktisk jeg så hende gå ind ad en af dørene i Scala, som jeg stod og kiggede mig om efter en taxa. Påvirket at min netop afsluttede slentren ned ad Memory Lane, besluttede jeg mig for at gå efter den kvinde jeg havde set. Jeg fangede et glimt af hende, da jeg gik gennem døren og var nu helt inde i midten af Scala. Hun gik ind i kiosken, og på et tidspunkt vendte hun hurtigt hovedet, som for at se om hun havde tabt noget og jeg så tydeligt - det var hende. Merete, det var ca. ti år siden jeg sidst havde set hende. Jeg stoppede op, det var for vildt. Jeg mærkede hele min pubertets pulsende begær efter netop denne pige fylde mig med en forventni... Læs hele novellen