Telefonen ringede så jeg rejste mig modstræbende og gik hen og tog den. ”Hallo?” ”Hi Anna. It’s me. Laura. I’m sorry for asking you this but I’m going to be delayed at work so can you look after the children till Paulo comes home? I called him so he should be there in 10 minutes time.” Jeg sukkede indvendigt, men hvad kunne jeg gøre? ”Sure no problem” Jeg prøvede på ikke at lyde alt for træt men jeg var ikke sikker på at hun ikke gennemskuede mig. After all det var hendes børn. Vi sagde farvel og jeg lagde på. Jeg kunne bare håbe på at Paulo rent faktisk ville komme inden for de næste 10 minutter, men med mit kendskab til ham så regnede jeg med at der nok mere ville gå en halv time til 40 minutter før vi så skyggen af ham. Suk.
Ni minutter senere ringede det på døren så jeg skyndte mig hen og åbne. Paulo smilede og gik forbi mig ind i gangen og hen til stuedøren hvor han sagde hej til børnene, der på trods af TV’et styrtede hen og omfavnede deres far. Jeg har lært at en af fordelene ved at være en fraværende forældre er, at så længe børnene er små, er de vilde af glæde når de ser dem. Jeg går ud fra der skal være nogle fordele ved at være en fraværende forælder. Jeg stod lidt i baggrunden og kiggede på. Jeg følte mig altid lidt til overs når Laura og eller Paulo var hjemme. Det ansvar jeg normalt havde med børnene ophørte og jeg gik fra at føle mig voksen til at føle mig som et stort barn, der ligesom var i vejen.
Børnenes gensynsglæde løjede endelig af og de vendte til... Læs hele novellen
