Stønnene sendte lynild gennem Nadja, de bragte Nadja på fru Vickys bølgelængde, og gjorde Nadja til et instrument i hendes hænder. Nadja spjættede vildt med begge ben. Så vildt hun kunne, når hun nu var hæmmet af trusserne, som samlede hendes ben som var det et reb.
Slaget rungede i Nadja, som var hun en malm klokke i en kirke, en gong gong eller en gulvbas i en kyndig musikers hænder. Hendes bevidsthed var spaltet, der hun lå og ventede, forberedte sig til det næste slag. Hun var syg efter det næste slag. Det måtte komme, hun var allerede på vej ind i ekstasen, og hendes sanser registrerede hver en vibration efter slaget. Og hun vidste, at det var forrykt. Hun mærkede hvorledes rationaliteten fordampede, og lidenskaben besatte hende. Hun var fortabt, hun var på vej til sin skæbne. Nadjas bevidsthed var i chok over den virkning, fru Vicky havde haft på hende. Hun måtte have 1000 år på at komme sig over virkningen, og vende sig til at sådan var hun også, og samtidig var hun allerede inde i forventningen til det næste slag. Det måtte komme! Måtte!
Slagene kom haglende ned over Nadja. De kom i en byge, de haglede ned over Nadjas ende, og hun blev slynget ind i ekstasen. Hun sparket ... Læs hele novellen
