Han var en hjemløs ung fyr, på 30 år og
han havde faktisk ,et sted at være,men han foretrak at sidde der, frem for det herberg han boede på.
Han gad ikke alle de halv-fulde sutter ,
ikke denne aften.
Ude på stien gik folk hastigt forbi, de havde været ude at købe, de sidste ting ind, til jule maden, eller var på vej til famlie, eller bare hjem fra arbejde .
Han sad for sig selv, på en bænk lidt inde i mørket af træene, men man kunne nu godt se ham ,specielt når han tændte en smøg.
Folk var optaget af bare at komme hjem, til deres varme hjem, og julemad.
En kvinde kom fra toget, og gik gennem parken,da hun gik forbi bænken, så hun ham da godt, men gik videre hjem.
Hun havde siddet hjemme ca. 1½ time,s tid da hendes hund begyndte at skabe sig. Den ville ud og gøre sit, hun gav den snor på og gik ud af døren ned mod parken.
Den 1½ time hun havde siddet derhjemme,havde hun siddet og været lidt trist,fordi hun var single og havde ikke nogen at dele juleaften med.
Hendes forældre var afgået ved døden, børn havde hun ikke nogen af, ej heller søskende . en mand ?
hhhmm. Nææ, sådan en havde der heller ikke været,i et par år.
Hun kendte enligt godt ham, der sad i parken, man han var, en del yngerer end hende, hun var ca 43/44 år.
Han var ca 30 år, og langt fra hendes type,
hun var jo, privat-sekretær, og havde styr på sit liv, og økonomi. Han var bare en ung, rodløs, stor knægt, i hendes øjne.
okey han havde da altid, smillet venligt til hende, og omvendt.
men de havde aldrig, snakket sammen.
Da hun trådte ind i parken ,kigget hun rundt, for at se om hun kunne slippe hunden fri,
der var ikke andre end hende, så hun gav sin hund frit løb.
Hun regnet jo endligt ikke, med han stadig sad der, det var jo koldt, frostvejr, og det blæste og sneede, sååå.? men til hendes store overras... Læs hele novellen
