Himmel! Guderne måtte have velsignet dette pigebarn, da hun blev skabt! Så smuk hun var. Foran døren stod en pige på højst atten år. Hun var mildest talt og lettest forståeligt at sige et lækkert skår! Slanke, brune og lange ben. Dejlig, smal talje. Et sæt overdådigt, svulmende bryster. Og et kønt, hjerteformet ansigt med de sorteste, mandelformede øjne, som lyste af varme og venlighed. I det samme var der noget, der hylede. Hun undskyldte sig hurtigt og spurgte, om jeg ikke lige ville komme indenfor.
Godt nok kendte jeg knapt nok pigen, men ikke ti vilde heste kunne holde mig tilbage fra et sådant tilbud. Så jeg trådte indenfor og endnu en gang blev jeg dybt overrasket. Mage til hus havde jeg kun sjældent set. Det var tydeligt at se, at beboerne her ikke manglede til saltet på et æg. Hyletonen forsvandt. Jeg stod alene i den store forhal og kiggede mig om. Hvad vil du? Spurgte hun. I den ene hånd havde hun en kop med te til sig selv. Den anden hånd rakte hun mod mig med endnu en kop te. Hun gik hen mod en glasdør og inde bag glasset sås en fyrsteligt indrettet stue med tre meter lange gardiner og de tungeste lysekroner. Kom!
Hun vinkede mig med sig, og pludselig gik det op for mig, hvor dum jeg i grunden følte mig, som jeg stod der med teen i den ene hind og avisen i den anden. Egentlig ville jeg bare aflevere avisen. Der er jo ingen postkasse dernede ved vejen. Hun så på mig med sine mandelformede, sorte øj... Læs hele novellen
