I starten havde hun grinet af de ubehjælpsomme Storm P tegninger i den lidt krøllede konvolut fra olietankeren ved Venezuela.
Men hendes tanker de næste mange timer, var at læse i brevene der krydsede Atlanten til hendes Master. Altid i 3. person da Han ønskede at hun skulle se sig selv som et viljeløst redskab først og dernæst som kvinde. En opfordring hun tog til sig og gjorde hende til en smuk og stolt tøs, mens hun skrev:
”Kors i hytten! Hvad har hun dog gjort??? Selvfølgelig er det lige det hun vil - hvad hun har drømt om, tænkt på i månedsvis og Master har planlagt i mindste detalje - og nu ligger hun hér... fuldstændig hjælpeløs og der er intet hun kan gøre ved det, før det om mange timer er blevet lyst nok til, at hun kan se kombinationslåsenes tal, så hun kan sætte koden til friheden igen!
Det gør forfærdelig ondt. De stakkels brystvorter. For kun ganske få
minutter siden var hun fri - nu ligger hun med sine ben spredt så meget ud til siden, at det er umuligt at bevæge dem. Sine ankler, knæ, talje, bryst, nakke og hoved er bundet - sikke et syn! Det føles som om, at hun er ved at flække i to dele med sine ben spredt så voldsomt! Hvad nu hvis hun får krampe i benene? Hun føler sig utrolig nøgen med sine knæ bundet ud til siderne og med sine våde åbninger fyldt ud.
Hun prøver at bevæge sine hofter vel vidende, at kæden som holder dem fast ikke giver den mindste mulighed for at komme fri. Hun føler sig fuldstændig hjælpeløs. Ikke en gang sine albuer kan hun løfte. Hun forsøger at dreje hovedet, men snorene i hver side af mit hovedseletøj med kneblen giver sig ikke det mindste, så hun skal virkelig bruge kræfter, når hun ved solopgang skal dreje mit hoved nok til at se kombinationslåsene, som holder sine håndled. Hvad nu hvis hun ikke kan??? Hun SKAL - det bliver hun simpelthen nødt til!!!
Hun synker en mundfuld af let syrlig væske og mærker mere sive ned gennem slangen, som går gennem sin knebel. Hvo... Læs hele novellen
