På anden dagen kom en af spejderlederne - Erna - ind og bankede på - et ekstra problem! Én af spejderne ville ikke med på "hike" - den der "alen-lange" vandretur. Om du ville se efter ham - du lovede det!
Spejderne drog afsted. Kort efter gik du ned til teltene - og hilste på. "Der er sodavand og kage om en time på min terrasse! Jeg hedder Lis! - så kommer du, ikke - hvad hedder du?", du smilte til "ham"! "Jeg hedder Søren", også han fandt et smil frem - "jo, tak - jo, det vil jeg gerne!!".
Søren kom præcist - spejderpræcision - en time efter! Han fik cola og hjemmelavet kage, som han åbenlyst nød - og du nød både kaffe, kagen og selskabet - NEJ, sagde du til dig selv!, og så ned mod dit underliv - NEJ, ham der skal du lade være - det kan du ikke forvente dig noget af - man må slet ikke...
Du udspurgte Søren om grunden til at han ikke ville med - "hvad er du ked af? - savner du "noget?", spurgte du. Han tøvede - og du gentog spørgsmålene - et par gange - med mere og mere sukkersød stemme. Samtidig blev du ved at have øjenkontakt - og mon ikke han også bare så og så og så. Pænt - så hen over dig - fra top til tå!
Jo, han savnede da noget "mit værelse - et bad - og lidt min mor... og far... og, og, ...altså min PC, mit TV, videoen". Jamen, hvad plejer du da at se, spurgte du - meget interesseret - da du mærkede, at Søren var ved at "tø op".
"Må jeg sige det... nok slet ikke noget DU ser --- noget "lederne" ville skrige over - og da kun noget, som min fa... Læs hele novellen
