Nu venter halvanden times indelukket varme, herfra tre kvarter i mørke. Frankrigs længste tunnel. Jeg går mod den nærmeste dør, da jeg hører en stemme, der beklager, at lyset ikke virker i vogn femten. Den vogn jeg var på vejen ind i. Jeg står et øjeblik helt stille. Min krop sitrer. Jeg lukker øjnene, og et lille skævt smil bryder frem på mine læber. Med et hjerte, der banker lidt hurtigere, vender jeg mig, og går ind i vogn femten. Jeg sætter mig nederst, da døren bliver åbnet. Jeg kan se, af den smalle lys stråle der kommer fra vinduet, at det er manden med de brune øjne. Han sætter sig overfor mig, vores øjne mødes.
Min krop dunker og mine brystvorter stritter. Jeg lukker mine øjne for at få min krop til at falde til ro. Jeg tænker på ham. Jeg håber ikke, han har bemærket noget. Min vejrtrækning er blevet hurtigt og uregelmæssig. En umiskendelig duft fortæller mig, at den ved, hvad den vil have. Den duft løber lige nu ned af mit inderlår. Jeg samler mine ben, som svedigt klistrer sammen.
Hurtig tog, hurtigt, tænker jeg og længes efter at blive omsluttet af mørket. Så kam min krop reagere, som den vil. Jeg udstøder et suk ved tanken og bliver øjeblikkelig pinlig bevidst om dets tydelighed. Endelig hører jeg lyden, der tilkendegiver, at toget et i tunnelens lukkethed. Jeg åbner øjnene og mørke omgiver mig – ingen øjne der ser min krops kamp for frihed.
Mens min vejrtrækning bliver dybere, bevæger mine hænder sig hurtig og ly... Læs hele novellen
