Mikkel sidder i sofaen og smiler da jeg går hen til vinduet og kigger ud igen.
”Var det godt?” spørger han og rejser sig.
Jeg betragter himlen som endnu er lys, selv om solen er gået ned.
”Ja, det var super. Tak.”
Da jeg vender mig får jeg øje på hans skrivebord, og alle bøgerne som ligger på det.
”Er det her du sidder og sveder over pensummet,” spørger jeg, og går hen til skrivebordet og læner mig ned og kigger i en tyk bog som ligger åben.
”Øh, ja. For det meste i hvert fald, men jeg bruger også megen tid på universitetets læsesal.”
Da han kommer over til skrivebordet, stadig kun med et håndklæde om livet, lægger han et par lyse shorts på bordet, og tager en bog op og siger:
”Jeg er ved at genopfriske en del gammelt læsestof, som f.eks. skelettet og muskulaturen igen. Det er egentligt første og andetårs stof, men vi bliver hele tiden hørt i det, og efterhånden glemmer man en del, eller jeg gør i hvert fald.”
Han peger på et billede af en tegnet menneskefigur hvor kun musklerne er synlige.
Jeg tager bogen fra ham og løfter den op så han ikke kan se billedet, og tager den ene hånd op og tager omkring hans overarm.
”Hvad hedder de her?” spørger jeg og smiler.
Han smiler og svarer så drillende:
”Hmm, ja hvad kan de nu hedde? Jo ser du, selv sådan nogle små nogen som mine hedder biceps, eller mere korrekt: `tohovede armbøjer´.”
”Tohovede hvad for noget?” spørger jeg og griner mens jeg kigger ned i bogen. ”Du har ret,” konstaterer jeg, ”det står der sgu.”
Jeg ser op p... Læs hele novellen
