Ude på mit gym, Katten, som ligger inde i Århus, er der den her fyr som jeg efterhånden havde haft et godt øje til en måneds tid nu. Hans navn er Manuel, en fyr med mørkt langt hår (omkring skulder langt), en smule muskuløs af krops bygning, store mørke øjne og en stemme der er så rar og venlig at det næsten gør ondt, dog med en alvorlig og munter tone på samme tid. Ham her Manuel, vidste jeg ikke var homoseksuel før i går. Så jeg må være ærlig og indrømme det kom meget bag på mig!
Men jeg kom ud på katten ved en lidt i otte tiden om morgenen, jeg gik ind i klasse værelset til min første time. Jeg prøvede på at være en smule asocial den morgen, for var stadig en smule søvnig efter en dårlig nats søvn. Men som da jeg kom ind i klassen kom Manuel gående direkte front ind i mig, efter han var drejet om fra hjørnet af døren. Jeg blev helt forskrækket og tabte min taske som jeg havde min computer i. Heldigvis var der ingen alvorlig skade sket, kun et lille stykket knækket plastic. Men jeg skyndte mig og sætte mig på hug for at samle min taske op. Manuel gjorde det samme, eller i hvert fald satte sig på hug. Han så mig ind i mine øjne da jeg havde løftet mit hoved, da vi fik øjenkontakt stod alt stille. Så sagde han: "hey du, det må du altså undskylde.. du siger bare til hvis der er sket noget med din computer, vil gerne betale for skaden".
Jeg svarede ham tilbage: " Det skal du ikke tænke på, der er ikke sket noget alvorligt, heldigvis!" "Årh super! men alligevel, noget jeg kan gøre godt igen, oven på din forskrækkelse?" Spurg... Læs hele novellen
