Deres bevægelser er hurtige, flygtige over deres varme kroppe. Tim knæler på det beskidte gulv. Hans finger presser lidt for hårdt på de blå mærker fra den daglige træning på isen som hviler på Davids hud. Deres liv, ishockey, føles kun som et minde nu – som blå mærker. David stønner, blidt men med en bøn om hastig tilfredsstillelse. Smerten er ikke noget der driver ham væk. Tværtimod er smerten en ting de har tilfælles, en ting som de begge søger. Hårdt, smerten,at føle livet rase igennem deres krop.
”Tag mig”. Davids stemme er svag, bedende. så langt fra hans facade – den maskuline idrætsmand med masser af kvinder og ingen samvittighed. Men Tim kigger bare op, et drillende smil på hans læber og svarer i en rolig stemme.
Hans mund tager Davids lem helt og lige så langsomt bryder den anden mand sammen. Hans verden er nu kun hans elskers mund og hvordan den får ham til at skubbe fremad. Ind i varmen og altid mere. Det er som om at de begge ved hvad den anden tænker. Læber der lukker mere op da han støder hårdt ind i Tims mund.
Det er aldrig nok.
