Jeg skænkede mig et glas rødvin og satte mig på terassen. Nu var det til at holde ud at sidde udenfor – det havde været den varmeste sommer længe. Næsten tre uger i stræk med temperaturer op imod de 28 grader, det var sgu næsten for meget, men om aftenen var det perfekt 18-20 grader…Indian summer!
Sad og nød stilheden, da telefonen pludselig ringede og kaldte mig tilbage til virkeligheden. Kiggede på uret,- over 12. Hvem i alverden ringer på det her tidspunkt?
”Peter, det er Gitte. Forstyrrer jeg”
Jeg holdt røret et stykke ud fra øret, da Gitte var temmelig højrystet. Måske for at overdøve den baggrundsstøj som jeg kunne høre. Det lød som om hun var på café, eller fest?
”Nej, men behøver du at råbe sådan? Selv naboerne kan jo hører dig med den styrke.”
”Sorry skat, men nu skal du høre, du bliver nødt til at hjælpe mig. Jeg har en storslået mission til dig.”
Jeg trak vejret tungt,- hvad havde hun nu gang i. Jeg havde aldrig helt vænnet mig til Gittes mange skøre indfald. Som dengang til hendes vennindes bryllup, hvor hun insisterede på at jeg skulle rejse mig under vielsen, på det tidspunkt, hvor præsten spørger om nogen har noget at indvende imod indgåelsen af ægteskabet – og højt proklamerer at jeg ville give hende hele verden hvis hun stak af med mig nu. Jeg aner ikke den dag i dag, hvordan hun fik mig overtalt – og græmmes stadig ved tanken. Det var vist kun Gitte som fandt det uhyre morsomt.
”Du ved godt Thomas, vores nye runner ikk’” Hvordan kunne jeg undgå at vide om Thomas. Gitte havde ikke bestilt andet, end at fortælle stolpe op og ned om Thomas. Hvordan alle tøserne på produktionen, inklusiv hende selv, gik total i stå når han var i nærheden. De stod bare med sitrende mund og sendte forelskede blikke. Jeg siger dig… han må være Oliver Bj... Læs hele novellen
