Det burde måske ikke undre mig så meget, at de ikke vidste det, for jeg har nok aldrig været typen til at øse ud om mit privatliv. Jo, jeg så da et par af mine kollegaer privat, men det var ligesom ikke på fortrolig veninde basis. Mere noget med en festlig bytur engang imellem. Her gjorde de som regel et stort nummer ud af at prakke os single piger nogle mænd på ærmet. Af gode grunde endte jeg jo aldrig hjemme hos nogle af dem, men bare for at glæde mine gifte kolleger fortalte jeg engang imellem en lille hvid løgn. Det var et stort højdepunkt i deres til tider kedelige hverdag, når jeg "digtede" en lille historie om hvordan jeg var endt hjemme hos den mand de fandt til mig. Jeg gav dem de detaljer de ville have og de elskede det.
Hvad de ikke vidste, var, at det hele var løgn.
De åd det råt og det passede mig fint, for så var jeg fri for at skulle forklare og evt. pludselig blive behandlet anderledes. Jeg havde bestemt ingen intentioner om, at min hemmelighed skulle afsløres. Nu havde den kørt så længe, at det bare ville virke dumt hvis jeg fortalte det. Egentlig mente jeg heller ikke, at det ragede nogen hvad jeg foretog mig i min fritid. Ja ja, havde jeg kunnet se et par uger ud i fremtiden ville jeg måske nok have fortalt mine kollegaer et par ting eller to.
Lad mig bare sige, at tingene skulle blive langt mere indviklede. Det hele startede egentlig på en ganske almindelig, nærmere kedelig, mandag morgen. Mine kollegaer vimsede rundt om et par mandlige portører, hvilket de altid gjorde. Okay, flere af dem var da også ganske pæne mænd. Altså ikke lige noget der fangede min interesse, men blind er man jo ikke. Denne morgen havde jeg mere... Læs hele novellen
