Pernille var hendes bedste veninde fra studie tiden i Århus, og hun kom nu og skulle besøge Anne Mette i weekenden. Bladene lå inde i stuen på en plade under sofabordet. Det var meningen, at Pernille skulle sove på sofaen. Vi har kun to værelser og et køkken, Anne Mette og jeg. Hvorfor det? Er hun snerpet. Hun lyder ellers ikke sådan? Sagde jeg.
Det var sandt nok. Anne Mette havde fortalt meget om Pernille, og jeg glædede mig faktisk til at hilse på hende. Hun var noget af en vildbasse, hvis man skulle tro Anne Mette. Det var altid Pernille, der var gået i forvejen og havde scoret fyre til dem begge to, når de gik i byen, og Anne Mette havde også fortalt, at Pernille engang, hvor Anne Mette ikke gad være med, havde taget sig kærligt af to fyre på en gang.
Pernille var virkelig sød. Og skæg. Og køn var hun også. Jeg forstod godt, hvorfor hun havde været - og stadig var - Anne Mettes bedste veninde, selv om de nu boede langt fra hinanden. Hun havde kortklippet hår, men et meget feminint ansigt, så det så rigtig kært ud. Hun var af samme højde som Anne Mette, men slankere, mere spinkel. Meget mindre bryster. Til gengæld havde hun en fræk strutrøv, og selv om hun dukkede op i noget, der nærmest lignede en overall, var hun skide sexet.
Hun var også nem at snakke med, og jeg faldt helt naturligt ind i snakken, selv om jeg aldrig havde set hende før. Men jeg følte alligevel, at jeg kendte hende, fordi Anne Mette havde fortalt så meget om hende. Og så var der en ting, jeg vidste: Jeg havde nemlig en gang spurgt Anne Mette, om hun havde haft sex med Pernille. Jeg husker tydeligt Anne Mettes svar. Nej, men Pernille ville gerne! Sagde hun. Og så havde vi i øvrigt ikke talt mere om det.
Det var f... Læs hele novellen
