Vi snakkede ofte sammen, i skolen og efter, men vi havde aldrig rigtig været sammen. Bare hende og jeg. Det var altid med nogle andre til stede. Jeg vidste ikke rigtig om hun havde det på samme måde, som jeg havde det med hende. Men ud fra hendes sms’er og måden vores blikke nogle gange mødtes, lå der nok lidt mere i det. En af dagene efter vi begge havde fri samtidig skulle vi hjem til hende. Vi gik op til bussen og kom med den første bus, under turen snakkede vi løst og fast om alt muligt, hvor hun pludselig får sagt, at vi er alene hjemme. Uden videre tænker jeg ikke rigtig over det, men får så gjort klart med mig selv, at det måtte bære eller briste. På trods af 2 års venskab måtte jeg ha’ svar på om det bare var mig eller om det var noget. Efter hun havde sagt det til mig, måtte jeg ha’ gået i trance, for hun sagde mit navn og skubbede lidt til mig. Jeg undskylde for min fraværende og smilte bare til hende, hun kiggede på mig og spurgte hvad jeg tænkte på? Kiggede hende bare i øjnene og smilte. Hun lagde en hånd på mit lår og spurgte om jeg ikke gad at trykke stop. Vi kom af bussen og skulle gå lidt , mens vi gik strejfede vores hænder hinanden ofte, uden nogen af os videre sagde noget til det. Da vi endelig trådte ind, fik vi taget sko og overtøj af og satte os ind i stuen. Ingen af os sagde noget, men vi kiggede bare på hinanden. Pludselig rejste hun sig og spurgte om jeg vil have noget. En kop kaffe sagde jeg og smilte, hun vendte sig om og gik mod køkkenet, hendes fine røv vrikkede fra side til side og jeg følte helt, at jeg blev hypnotiseret. Lige inden hun trådte ud i køkkenet, spurgte hun mig om jeg skulle h... Læs hele novellen