Søren så på sine holdkammerater. Den eneste der kunne konkurrere med ham, hvad bold evner angik, var vel Ahmed. Høje flotte Ahmed med hingstepikken i de hvide shorts. Netop nu sprang Ahmed i vejret og fik bolden i nettet endnu engang. Bulen foran i shortsene var gigantisk. Han må have et par trusser med elastik indenunder, tænkte Søren. Ellers ville den daske ud af buksebenet – det meste af vejen ned til knæet! Søren var en af de eneste på holdet som endnu ikke havde fået røven blokket ud af dette uhyrlige våben. Vores iskolde lyshårede nordbo, sagde Ahmed drillende, når Søren afslog hans tilnærmelse. – En jomfru på 23, ak, herregud.
Men drillerierne var trods alt venskabeligt ment. Søren var den eneste danske elev på den franske gymnastikhøjskole. Ligesom de andre havde han det mål at blive idrætslærer på et gymnasium. Hans øjne blev ved med at følge Ahmeds atletiske, over 190 høje skikkelse. Du skulle bare vide, tænkte han. I virkeligheden er jeg meget mere forelsket i dig end alle de andre tilsammen. Jeg vil bare ikke være et nummer i rækken. Heller ikke, selv om min røv længes efter din hingstepik dag og nat.
Omsider var kampen forbi. Spillerne løb over banen til omklædningsrummet, og Søren hinkede efter. Da han kom ind i hallen var de andre allerede under bruserne. Kun Ahmed stod der, som om han havde ventet på ham. Kom her, vinkede Ahmed. Søren nærmede sig tøvende. Ahmed var gået hen til vinduet, og nu piftede han efter et par af de unge fyre, som altid drev om i nærheden af gymnastik-højskolen. De fleste af dem i håbet om, at blive ”taget” af en af atleterne. Hvad er der? Spurgte Søren. Ahmeds stærke arme gav svaret. Før Søren kunne tæl... Læs hele novellen
