Hun lyttede pænt til alt det jeg fik fortalt, og sagde, nå, jeg regnede også med at du ville gå den retning med din uddannelse, hvad så pigerne spurgte hun, den render du vel efter nu, du gjorde jo ikke så meget ud af det i skolen... Jeg blev lidt forlegen, jeg ved ikke hvorfor, men fik fremstammet et eller andet, hun smilede, du er stadig genert, hvad? Nu skal jeg afslører en lille hemmelighed, smilte hun, jeg havde jo pigerne til gymnastik, og der gik snakken, når de troede jeg ikke hørte det, at du havde den største udrustning af drengene i klassen... Jeg kiggede på hende, og hun sagde så naturligt, at man skulle tro hun havde forklaret mig, hvordan man løste et regnestykke... Så du behøver ikke være så genert smilte hun... Jeg viste ærligt talt ikke hvad jeg skulle sige mere, men jeg viste at hun snart skulle af, hun boede på en lille ejendom et par km fra hvor jeg skulle af.
Skal du noget nu, spurgte hun, da hun rejste sig op, eller vil du med hjem og have en kop kaffe? Jeg viste hverken ud eller ind, hun måtte jo være 50 eller sådan, selv om hendes ansigt stadig var ungdommeligt, hendes krop var skjult af en lang jakke. Jeg viste faktisk ikke om var tyk eller tynd, jeg huskede slet ikke, men af stod jeg, vi gik stille op af den lille grusvej til hendes hus... Sæt dig i stuen, så henter jeg kaffen... da hun kom ind med kaffen, kunne jeg se, at selv om hun måtte være 50... Læs hele novellen
