Vi åbnede et par øl. Klokken var kun halv otte, og vi havde ikke i sinde at gå i byen de første par timer. Nadia havde smidt skoene, og sad med benene oppe under sig i min sofa. Hun var ved at lave en hjemmerullet cigaret, og jeg bød hende én at mine færdigkøbte smøger. Hun tog taknemmeligt imod den. ” Det er ved at være længe siden, jeg har smagt en rigtig menneskesmøg” sagde hun.
Nu sidder der sikkert mange fyre rundt omkring og læser denne novelle, som prøver at forestille sig hvem denne Nadia og Trine er.
Nadia er en pige i normal højde, slank og med kulsort hår og brune øjne. Hun kom her til Nordjylland, lige før vi startede på gymnasiet. Hun havde boet på Fyn med sine forældre det meste af sit tidligere liv. Hun var blevet adopteret som 1 ½ årig fra Filippinerne, hvor hun var kommet til Danmark og havde mødt sine nye forældre. Den første dag i gymnasiet satte vi os ved det samme bord, og faldt hurtigt i snak. Vi havde meget ens humor, og snakkede godt sammen. Snart begyndte vi også at ses i fritiden, og lavede tit vores lektier sammen. I skolen kaldte man os ”de uadskillelige”, fordi vi altid var sammen både i timerne og frikvartererne. Vi havde det enormt sjovt, når vi var sammen, men efter et stykke tid fik jeg sådan en underlig fornemmelse hver gang vi sås. Det var ligesom om jeg ville have noget andet, noget mere. Jeg forstod ikke selv hvad det var. Nadia var sjov og, kom med mange vanvittig... Læs hele novellen
