Det var skumring og hun magtede næsten ikke længere at løfte fødderne, hvert skridt var en pine og kraftanstrengelse og det eneste hun ønskede var et måltid mad og et varmt hjørne hvor hun kunne græde sig i søvn. Hun var villig til at gøre alt for dette. Ved synet af det sprøde lys der banede sig vej ud af gæstgiveriets små vinduer fik hun fornyede kræfter og forhåbninger om at der var medfølende mennesker, der måske ville give hende husly for natten, indgød hende nyt mod. Selvom hun var træt, var hun beredt på at arbejde for det, åh hvor var det koldt og hun var så sulten.
Hun åbnede døren til krostuen og det første hun mærkede var varmen fra det store ildsted og duften af mad der blev tilberedt, hvilken fryd, der var intet hun ikke ville gøre for muligheden for at kunne nyde begge dele en kort stund. Gæsterne og kroværten vendte alle hovederne mod den nyankomne da de hørte døren gå og mærkede kulden der trængte ind med hende. Hun stod stille indenfor døren et øjeblik, indtil hendes øjne havde vænnet sig til lyset og røgen fra ildstedet. Der var kun mænd derinde, det var naturligvis heller ikke et sted for anstændige kvinder, kun kvinder i respektabelt selskab ville opholde sig et sådan sted. En stor og skægget mand rejste sig og gik hende i møde, hun regnede med at han var værten og forsøgte at smile på trods af kulden i hendes kinder.
Den store mand trådte hen foran hende: ”godaften lille frøken, hvad bringer dem hid sådan en kold og bl... Læs hele novellen
Jeg venter med spænding på fortsættelsen...
Anonym | 5/4/2024 - 20:48