Sergenten

Den første dag på kasernen var ikke helt så slem som frygtet. De andre drenge virkede meget søde, og de var jo alle på samme alder som jeg. Et par stykker af dem så oven i købet hamrende godt ud, og jeg begyndte allerede at frygte, når vi skulle bade sammen. Uniformerne var ikke synderligt behagelige at have på, og det gjorde os alle temmelig anonyme, men de følgende dage lærte jeg en del af de andre lidt bedre at kende. De havde næsten alle sammen en pige derhjemme, og jeg kunne uden at lyve sige, at jeg var single, men mandehørmen var ikke til at tage fejl af. Vi havde fra starten af meget stor respekt for officererne. De havde åbenbart lært at råbe af de menige på en måde, der virkelig satte dem i respekt, og ingen turde gøre noget som helst, med mindre de havde fået direkte ordre til det.

Allerede den første dag havde jeg fået et specielt godt øje til Christian, eller menig Berntsen som han hed. Han kom vist fra en temmelig velhavende familie fra Gentofte, hvilket kunne høres på måden, han talte på. Alle kunne se, at han så hamrende godt ud, og første gang jeg så ham i underbukser, måtte jeg vende mig om og tænke på noget andet. Hans muskuløse bryst og fyldige balder var rigeligt, men det så oven i købet også ud som om, at han var temmelig veludrustet. Selvom jeg ofte får at vide, at jeg også ser temmelig godt ud, så var Christian en klasse over mig.

Efter nogle uger på kasernen blev Christian og jeg en dag beordret til at gøre ekstra rent på sovesalen. Vi havde vist nok været lidt for langsomme med at komme op den morgen, så sergenten fandt hurtigt på en straf. Jeg havde nu ikke noget imod at gøre rent sammen med Christian. Christian og jeg snakkede lidt om løst og fast, mens vi ventede på sergenten, og d... Læs hele novellen