Nogen tid senere, skimtede jeg en gård nede af en lille markvej, og drejede hurtigt ned af den mudrede smalle vej. Jeg strøg ind på gårdspladsen, og fik parkeret cyklen under et halvtag, og sprang så selv i dækning i indgangen til en lade. Jeg stirrede gennem regnen, over mod min lille trailer.. Skulle man vove at løbe over efter noget tørt tøj, eller måske bare et tæppe?
Inden jeg nåede at bestemme mig, blev døren åbnet i stuehuset, og en ubestemmelig skikkelse vinkede af mig om at komme over. Jeg satte i løb, og efter et par ret uelegante røvture (rent ud sagt) over de glatte toppede brosten på gårdspladsen kom jeg i læ, og fik fremstønnet et tusind tak, mellem to, tre gispende åndedrag. Da jeg havde fået tørret det værste vand af ansigt og øjne, viste det sig at skikkelsen der før havde været så utydelig var en ganske nydelig kvinde i midten af fyrrerne. Hun præsenterede sig som Lis, og bød mig indenfor, et tilbud som jeg med glæde tog i mod. Varmen i den smalle entre gjorde godt og Lis fortalte at hende og hendes mand Jens, havde set min entre ind på gårdspladsen og havde syntes at det var synd at jeg skulle stå over i laden, når der nu alligevel var kaffe på kanden. "Stik du over efter noget tørt tøj, og sæt så cyklen ind i laden og kom så tilbage," sagde hun, "Så sætter jeg en ekstra kop på bordet i mens" Jeg tror... Læs hele novellen
