I forbindelse med skolens 10-års jubilæum skulle vi opføre ”Den politiske kandestøber” af Holberg. Jeg var så heldig at få rollen som Antonius, den ”uheldige helt”, som alligevel ender med at få sin udkårne. Antonius indleder hele stykket med en længere monolog om sin ulykkelige kærlighed, så det krævede en masse øvelse. Heldigvis var suffløsen Tina, en lille (hun var højst 160 cm) sprælsk pige, med en trods sin lidenhed flot og velskabt skikkelse, og så havde hun et fantastisk humør og gå-på-mod. Oven i alt dette havde hun også et stort mørkebrunt og krøllet hår, som indrammede et kønt og næsten altid smilende ansigt.
Jeg havde, som I nok har regnet ud, ikke spor imod at tilbringe øvelsestimerne med hende, for vi havde en masse skæg indimellem det alvorlige. Undervejs i processen blev jeg temmelig betaget af hende, men hun viste ingen tegn på, at det var gengældt – lige til den dag, hvor vi sad ved siden af hinanden og terpede betoninger for Gud ved hvilken gang. Jeg lavede en fejl, som fik os til at grine højt, lige til vi fik set på hinanden. Grinet døde bort, til vi bare sad og så på hinanden, forundrede over det vi læste i den andens øjne. Langsomt lænede vi os mod hinanden, til vi mødtes i et kys, der var både varmt og inderligt. Da vi skiltes, så vi på hinanden igen. ”Det har jeg ventet længe på, men det var det værd.”, hviskede Tina og slog armene om mig. Det var ren fryd at mærke hendes krop mod min, og jeg lod hænderne glide op og ned ad hendes ryg som for at sikre mig, at dette virkelig skete. Vi fik ikke øvet mere teater den dag, men inden vi gik hver til sit, aftalte vi, at jeg kunne komme og besøge hende om aftenen, for stykket skulle jo læres. Det var en meget lykkelig ung mand, der cyklede hjem til aftensmaden! ... Læs hele novellen
