”Vi har længe savnet en husven, der kan leve med mine særheder”, sagde hun ganske pludselig.
Sært! Jeg har aldrig opfattet Hanne som sær, men nok som ganske skrap. Og det er en anerkendelse! Jeg havde aldrig forestillet mig selv som husven og da slet ikke som deres husven. ”Ser du, vi har været gift i 12 år”, supplerede Lars, ”og det har vi tænkt os at fortsætte med, men Hanne har brug for noget andet og mere. Og de krav er altså bare ikke mig.” ”Jeg har nogle særheder – og dem har jeg altid haft – men de falder altså ikke i Lars’ smag.” Hanne fremhævede det sidste ord, og de smilede indforstået. ”Jeg lugter for meget af kvinde, jeg gør mig våd, og jeg laver mærkelige lyde.”
”Så slemt er det da ikke”, fortsatte Lars, ”bare fordi jeg ikke har lyst til at slikke dig i bunden, og fordi dine sære pruttelyde altid får mig til at grine.” Besynderligt nok lød det ikke som et ægteskabeligt opgør, men snarere som en leg, og de var tydeligt dybt enige. I det seneste år havde mit sexliv heller ikke været for aktivt. Bente er med årene kommet til at værdsætte mig mere som fagfælle end som sengekammerat. Men ligefrem at skulle forsøge mig som husven. Bevares, Hanne er da en charmerende lille dame med udpræget kvindelige former, men Lars mest ligner mig selv, en mager og velpasset voksen mand, men med lidt mere skæg. Hanne er som sagt fagligt skarp, hun har som regel ret, og hun ved det. Hun har en særlig evne til at dominere et rum med sin tilstedeværelse. En særlig udstråling. Jeg havde en enkelt gang på en skovtur set hende i en tækkelig badedragt, og det kunne hun bestemt godt tillade sig. Jeg nippede til hvidvinen, sådan nærmest for at trække tiden ud. ”Hvordan forestiller I jer os tre sammen?”, forsøgte jeg mig.
”Uden en trevl på her i stuen, I skal stå ti... Læs hele novellen
