”Kærestesorg er åbenbart godt for tempoløb”, tænkte han. Til gengæld var pauserne en pinsel, hvor tårerne hele tiden pressede sig på. Han tænkte meget på Sara og det fik knuden i maven til at snøre sig sammen mere end godt var. Da han kom frem til den sidste, lange bakke hyperventilerede han i en blanding af sorg og for hård fart i intervallerne, men han gav ikke op. Søren var stålsat. Han blev ved med at pine sig selv til det yderste og nåede toppen i grådkvalt tilstand og mærkede, hvordan Saras tavshed havde gjort ham så meget ondt at han næsten faldt om af en konstant, ubeskrivelig smerte. Forbandede liv at han skulle ende med sådanne sårede følelser.
Følelsen var langt fra dengang han drog mod Århus hin sommerdag sidst i august tidligere på året, hvor hjertet var fyldt med sol, læberne fyldt med smil og kys og pulsen høj af spænding, nervøsitet og glæde. Det helt rette spændingsniveau var på plads og kilometerne fløj forbi under bilen lidt hurtigere end politiet tillader, men han havde brug for at være fremme til tiden. Da Søren nåede Århus og drejede nedad Hovedgaden holdt han i nogle få minutter ind på en rasteplads og gjorde de sidste mentale forberedelser og gennemgik sin slagplan, som skulle danne rammen om eftermiddagens hændelser – med plads til variation og overraskelser. Så var han klar og kørte de sidste par hundrede meter til Saras hus. Søren parkerede bilen foran huset og skævede op til vinduerne for at få et glimt af sin udkårne og han fornemmede, at han så en svag kontur af hende i stuen, men måske var det øjenbedrag. Han havde nu oparbejdet en pæn arbejdspuls, steg resolut ud af bilen, åbnede bagdøren og tog sin pæneste jakke på,... Læs hele novellen
Lækker start
Anonym | 5/3/2024 - 16:29