Han kendte dem typisk fra sit arbejde som forsikringsmand. Gunnar, som han hed, var en stor mand på 52 år. Han talte meget, men var også god til at lytte, og man forstod måske godt, hvorfor de forskellige veninder han havde, var faldet for hans charme. Det var ikke fordi han så specielt godt ud, men han havde alligevel en fantastisk tiltrækkende udstråling.
En aften havde jeg aftalt med Lone, at vi skulle mødes ude hos Gunnar, men da jeg kom derud, havde Lone ringet og sagt, at hun blev forsinket. Jeg blev budt på kaffe, og jeg kunne jo snakke med Gunnar, mens jeg ventede. Der gik nok en time, uden at Lone var dukket op, da telefonen ringede. Det var Lone, som nu kunne fortælle, at hun var i Roskilde med sin mor, og at alt bare var gået galt den dag. Hun havde måttet vente på sin mor, de kunne ikke finde en parkeringsplads, det øsregnede, og til sidst var hendes mors bil brændt sammen, og de ventede nu på Falck. Vi blev enige om, at vi bare kunne mødes en anden dag, men da jeg fortalte Gunnar det, mente han, at jeg da burde blive hos ham, nu han havde lavet mad til os og glædet sig til, at vi skulle besøge ham.
Mens vi spiste, spurgte Gunnar mig ud, om jeg havde en kæreste for tiden, og hvordan det gik. Jeg fortalte ham, som det var, at jeg ikke havde nogen fast fyr, men håbede på snart at finde en igen. Han ville også vide, hvad det var for drenge, jeg typisk blev forelsket i, og hvad jeg faldt for hos dem. Gunnar var i det hele taget ret god til at få en til at fortælle alt om sig selv. Da... Læs hele novellen
