I torsdags, da vi var sammen på skolen, lå Mikkel hjemme og var syg. Jeg havde lovet at tage hans opgave med til ham, så da jeg tog hjem, lagde jeg vejen omkring. Han lukkede op iført en kort, hvid japansk kimono og lignede nærmest en karatekæmper, der lige havde tabt stort. Udslukte øjne og sved på panden. Han så ikke ud til at have det særlig godt. Jeg gennede ham hurtigt ind i seng igen. Han protesterede ikke.
Hans værelse var så varmt og indelukket, som det bliver, når man er syg og forveksler feberrystelser med kulde. Jeg rettede hans hovedpude og lukkede et vindue lidt op. ”Nu bliver du bare liggende under dynen, mens her bliver luftet ud”, sagde jeg, og på vejen ud spurgte jeg, om han havde fået noget at spise. ”Jeg er ikke sulten”, svarede Mikkel forudsigeligt. I den tilstand er det første der ryger, appetitten. Jeg inspicerede køleskabet, som så temmelig tomt ud. Fire kolde øl var ikke lige det, han havde brug for nu. Skabene havde det lige sådan. Der var ingen dåser eller sådan noget, som kunne bruges. Jeg måtte en tur i byen.
Jeg lånte Mikkels nøgle, så jeg selv kunne lukke mig ind, gik jeg ned til en ”ISO” i nærheden og fik fat i to dåser suppe og noget appelsinsaft. Der stod på flasken, at den var friskpresset. En pose italienske boller og en bakke æg. Jeg faldt også for en pakke bacon og noget kogt skinke. På vej tilbage kom jeg forbi en ”Blockbuster” og overvejede at bruge mit kort til at leje en film. Men hvad skulle jeg vælge? Det forekom uoverskueligt, så jeg lod være.
Luften var friskere og temperaturen mere behagelig, da jeg igen stod i Mikkels soveværelse. Han lå med lukkede øjne og smådøsede. Jeg lukkede vinduet og ... Læs hele novellen
