Forårsduet

Det er vanvid! Tre ord som havde trængt sig mere og mere på i mit hovede gennem de sidste måneder. Det var Thomas, som mit pænere jeg advarede mig imod. Ikke at der var noget i vejen med ham, slet ikke. Det var jo netop det, der var problemet! Han var alt det, jeg syntes en mand skulle være, og lidt til. Velbygget, intelligent, forstående, sjov og musikalsk. Hvad mere kunne jeg forlange? Hver torsdag eftermiddag henne på musikskolen tændte han noget i min knapt syttenårige hjerne - noget som både gav mig blussende kinder, fik mig til at tale hurtigt og usammenhængende, og som gjorde mig varm og klæbrig mellem lårene. Nogle gange virkede det komisk. At brænde varm på sin lærer! "Tag dig sammen, Lykke" hørte jeg mig selv sige, da jeg cyklede hjem i februarmørket. Kulden bed i ansigtet, men jeg var alligevel i godt humør. Det var altid oplivende at være i selskab med Thomas og seks af mine gymnasiekammerater, når vi spillede sammen om torsdagen under Thomas’ ledelse, som det hed. Der var nu ingen militante ordrer eller kadaverdisciplin inde i billedet, kun Thomas’ rolige autoritet, lattermildhed og hans til tider småabsurde sans for humor. Hvorfor var jeg så begyndt at fortolke alt hvad han sagde, som om det var en invitation til et hidsigt bol, når timen var slut? "Du presser tempoet, Lykke. Prøv at lægge dig længere tilbage," havde han sagt i dag. Læg dig længere tilbage. Hvis jeg nogen sinde blev alene med Thomas, skulle jeg hurtigt lægge mine ben så langt tilbage, at hans stive manddom fik fri adgang til min villige åbning i løbet af maksimalt tre sekunder. Jeg lukkede øjnene, mens jeg holdt for rødt lys. En sagte kilden meldte sin ankomst mellem benene, og jeg begyndte at stønne svagt. "Jeg er ung," sagde jeg højt og tilføjede stille "og det er han også". Men med Thomas’ 25 år var aldersforskellen måske alligevel for stor. Vinden strejfede mit ansigt og fik mit halvlange hår til at blæse op og kærtegne min kind... jeg forestillede mig Thomas’ fyldige... Læs hele novellen