Men denne mandag aften gjorde jeg det. Med bankende hjerte gik jeg ad Rådhusvej, forbi parkeringspladsen, og så træerne på højen tårne sig op foran mig. Kirkeklokken slog ti, og det var næsten mørkt. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men der var i hvert fald ikke et menneske at se. Faktisk var jeg lige ved at gå videre, men jeg overvandt min nervøsitet, og satte mig ned på en af bænkene bag vandkunsten og tog min mobil frem. Så kunne jeg lade som om jeg Sms’ede.
Hjertet sad helt oppe i halsen, og jeg sad bare og stirrede på telefonen. Der var ikke en lyd at høre. En ældre dame gik forbi ude på Rådhusvej med en stor hund. Et par biler kørte forbi. Stadig ingenting. Jeg ved egentlig heller ikke hvad jeg havde forestillet mig. Der gik ti minutter eller der omkring, uden at jeg havde set nogen nærme sig. Det hjalp lidt på min nervøsitet, og i stedet begyndte jeg at blive lidt liderlig. Jeg tænkte på hvad der kunne være sket hvis nu der var kommet nogen, og tisseren voksede i bukserne.
Og så pludselig stod han der. Ovre mellem træerne, en skygge blandt skygger i mørket som nu var totalt. Jeg snappede efter vejret, og sommerfuglene lettede og flaksede vildt rundt i maven på mig. Manden trådte ud på den lille plads, og nu kunne jeg se ham tydeligere. Han var kraftig og tyndhåret, med mørkblond skæg. Måske femogfyrre. Han havde begge hænder i lommerne, og stod bare og stirrede på mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Var næsten på nippet til at springe og løbe min vej.
Så lød hans stemme: ”Er du til noget... Læs hele novellen
