Jeg er post og har været det i fem år, og det første halve års tid var ret tamt – eller rettere jeg forstod ikke signalerne! Jeg fik godt nok et par knald, men det var mere tilfældigheder end noget fast. Men så flyttede Dagny ind på min rute. Hun var en vaks dame på omkring de 40 med masser af lyst til at opleve noget. Hun er gift med montør. Der var næsten hver dag brev til hende – med den samme skrift og altid frimærket vendt på hovedet. Folks privatliv kom ikke mig ved. Jeg regnede ærlig talt med at det var en elsker der skrev til hende! Men jeg regnede helt forkert. Hun havde fået disse hersens breve i næsten en måned, da det pludselig en dag var rekommanderet – krævede underskrift! Altså ringede jeg på og mødte for første gang Dagny Madsen.
Hun havde kulsort drengeklippet hår og et pænt ansigt. Hun var klædt i en rød kimono med sort mønster, der havde lårlange slidser i siderne, der lod hendes lange slanke nøgne ben komme til deres fulde ret og bæltet så løst om livet, at jeg havde den herligste udsigt ned i en lækker Venus kløft omgivet af de vidunderligste høje af labert brystkød.
Hun smilede kælent til mig med kirsebærrøde læber, da jeg sagde jeg havde rekommanderet brev til hende. Ville hun venligst kvittere. – Du er vist lidt tung i optrækket, lille postmand? sagde hun drillende, da jeg rakte hende kvitterings bogen og en kuglepen. Tung i det, fru Madsen. Jeg prøver da altid at få posten ud til tiden, og. Dine fag... Læs hele novellen
