Han kunne ikke vente med at komme af sted. Han hørte den dæmpede lyd af dør alarmen og sekundet efter væltede folk ud på perronen, masede sig forbi ham, nogle gående med deres cykler, andre i småløb for at nå det næste tog de skulle med. En gammel dame med rollator blev støttet af en ung pige midt i tyverne. De kantede sig langsomt ned på perronen. Det skabte mere prop i døren og han bandede svagt, mens han sagde til sig selv, ' du skal nok komme af sted gamle'.
Han dvælede lidt ved ordet ”gamle” for egentlig følte han sig slet ikke gammel, trods sine godt 40 år, og slet ikke nu, hvor det hele var så nyt – pigen; kærligheden; sexlivet. Hans tanker begyndte at vandre… Pludselig blev han vækket af dør alarmen, og dørene som atter var begyndt at lukke i. Folk var allerede kommet et stykke væk fra toget og han må have set åndssvag ud, stående dér foran dørene uden at foretage sig noget.
I sidste øjeblik klemte han sig ind imellem dørene og nærmest væltede ind i toget som allerede var ved at accelerere, på vej væk fra stationen. Han genvandt balancen og så op. Pigen som havde hjulpet den gamle dame ud af toget stod dér foran ham og smilede, halvvejs grinende. "Der havde DSB sgu nær mistet en kunde hvad?" sagde hun. "Øh, hvad?" fremstammede han, mens han forsøgte at få hold på sig selv igen. 'Hvad fanden stod hun også dér for? Var hun måske ikke stået af toget?' Som om hun kunne læse tanker, sagde hun: "Se ikke så forskrækket ud, søde. Det var kun min mormor som skulle af". Han ignorerede hende og gik hurtigt ind i vognen og satte sig på den eneste ledige plads der var.
Da han havde fået ro på sig selv faldt han... Læs hele novellen
