I den brøkdel af et sekund vidste jeg, at der var en anden i rummet, da jeg havde åbnet øjnene og blev blændet af lyset fra en stavlygte. Tiden syntes at stå stille og jeg opfattede et tungt åndedræt og lugten af nikotinfyldt tøj.
Men uanset hvor langsomt tiden syntes at gå, var jeg ikke i stand til at reagere imod den usynlige fjende, før en hånd pressede bredt tape omkring min mund, hvilket fik mig til at reagere. På det tidspunkt var manden, for jeg vidste straks, at det var en mand, - oven på mig, og holdt min krop fast under dynen.
Jeg reagerede uden at tænke i det øjeblik, hvor jeg følte trykket fra hans knæ gennem dynen på mine arme. Jeg prøvede at vippe ham af med min underkrop og benene, men dynen holdt mig nede, så min kamp var nyttesløs. Mens jeg gjorde det, kunne jeg begynde at mærke virkningen af tapen over min mund, for jeg kunne hverken skrige eller trække vejret.
Kæmpende for at bevæge mine arme, ben og krop, kunne jeg ikke gøre anden modstand, end at lave vilde "hmmming" lyde gennem min næse, alt imens jeg rystede på hovedet og forsøgte at rykke ud under dynen..
Jeg var skrækslagen, intet mindre. Jeg var ikke i stand til at forstå, hvem det var og hvorfor det skete mod mig. Røveri, voldtægt og mord var ord som fløj gennem min hjerne, og hvert ord skubbede mig til at kæmpe hårdere imod, for at flytte vægten ovenpå mig væk, men uden held. Kun at kunne få luft gennem næseborene gjorde, at jeg løb tør for ilt, som var nødvendig for at modarbejde denne indbrudsmand. Han sagde intet, men jeg kunne høre hans egen tunge åndedræt, mens han prøvede at pacificere mig. Stavlygten fortsatte med at lyse i mine øjne - så han bar åbenbart lygten i et pandebånd - indtil en hånd greb mit hår og klaskede et andet stykke tape over mine øjne.
Blændingen satte mig ... Læs hele novellen
