Når man lægger mærke til hende, er det fordi hun altid går med noget virkeligt åndssvag hovedbeklædning. En hel måned sidste år, gik hun med en blond paryk med fletninger, der fik hende til at ligne Guldlok fra en low budget børneteaterforestilling . Eller hun går hun med en spids filthat, med flapper ned over ørene, der ville passe bedre på en dværg i et af brødrene Grimm’s eventyr. Det er noget hun gør for at opretholde en eller anden kunstner identitet for sig selv, men i virkeligheden afslører det bare, hvor totalt patetisk hun er.
Hvis jeg skal være ærlig, så er der en anden årsag til, at man lægger mærke til Annie; hun har en røv på størrelse med en Fiat 500... okay, jeg overdriver, men den er stor. Hun er ellers ikke specielt overvægtig eller noget, hun har bare en virkeligt stor røv, der vrikker fra side til side hun går op af trappen. Hver gang jeg går bag hende, får jeg lyst til gribe fat i hende, rive hendes stramme bukser ned omkring knæene og gi’ hende en endefuld, hun aldrig glemmer.... men det går jo ikke vel?
Jeg snakker tit med Annie når jeg møder hende på trappen. Hun kan godt li’ at snakke med mig fordi hun ved jeg arbejder i filmbranchen. Hun fortæller om hvordan hun har været til audition på den ene eller den anden rolle - hun får aldrig nogen af dem. - eller også har hun en film instruktør, som man aldrig har hørt om, til en fest. Hun er sikker på at han nok skal bruge hende i noget snart
- Tror du, spø'r jeg.
Hun ser tilbage på mig, og holder en lille kunst pause. Hun er en lille smule skeløjet men faktisk rigtigt køn.
- Jeg ved det, Victor, siger hun så, du skulle ha’ set hvordan han kiggede på mig.
Hun lader fingrene løbe gennem sit korte afblegede hår.
- Jeg krydser fingre for dig, siger jeg og smiler.
Hun ler ... Læs hele novellen
