Det skete for et lille år siden. Jeg var med i en gruppe ”rødder”, som vist er den bedste betegnelse, man kan bruge om os. Jeg hedder Nicolai. Vi var fem i alt, tre af os – deriblandt mig - var arbejdsløse, to af os havde domme for graffiti, og én, Buller eller The Boss, som vi kaldte ham, havde engang været tiltalt i en voldtægtssag, men han blev pure frifundet; det hele var noget, en af hans ekskærester havde fundet på.
Han skiftede nemlig kærester, som vi andre skiftede skjorter. Og pigerne var vilde med ham; han havde det her rå og maskuline udtryk, der fik piger til at hoppe på tungen for ham. Og han var helt bevidst om sin magt over det svage køn. Han skiltede faktisk med det. Vær nu en sød tøs og vis Nicolai dine patter, sagde han engang til en pige, der hed Susan. Nicolai, det er mig! Og Susan gjorde som han sagde. Trak blusen op og viste mig sine flotte bryster. Det var fint, skat, smut så ud og hent os et par kolde bajere. Det gjorde hun også, uden at protestere - faktisk virkede det, som om hun nød det.
Nå, vores ”bande” var lidt efter lidt gået i opløsning, men jeg så stadig noget til Buller. Han hed egentligt Jonas, men det var der ikke ret mange, der kunne huske. Buller havde fået en ny kæreste, der hed Heidi. Jeg kendte hende udmærket. En sød, lidt sky pige, som egentligt aldrig havde gjort sig særligt bemærket, bortset fra, at hun altid gik klædt i helt sort tøj. Han fortalte mig om hende en dag, da vi sad og delte en kop øl. Jeg siger dig, hun forstår at lystre. Og når hun ikke gør, elsker hun en røvfuld. Rendyrket masochist. Kom og hils på hende en dag! sagde han, mens han bundede bajeren. Lyder hyggeligt, sagde jeg og skoddede smøgen i det overfyldte askebæger.
Han ringede samme aften. Kom over og hils på... Læs hele novellen
