Jeg ønskede at jeg kunne gemme min vrede bort. Jeg tænkte den måske ville forsvinde. Jeg håbede den ville aftage mens jeg ventede på hende. Men intet. Den samme følelse blev siddende i mig. Ulmede. Den krævede forløsning. Så så jeg hende. Hun kom ud fra butikken, låste døren og begav sig ned ad gågaden. Jeg begyndte at følge efter hende. Jeg ville give hende en lærestreg. Hun svansede ned ad brostenene i en lårkort nederdel, med tasken nonchalant hen over skulderen. Jeg frøs, men det gjorde hun tilsyneladende ikke. Vi gik længe, hun og jeg. Hun opdagede intet. Gang på gang holdt jeg mig tilbage fra at indhente hende. Men jeg følte en sær nydelse ved at trække det i langdrag. Vi kom ud af byens centrum og ind i parken. Der blev mørkt. Alle mine muskler var spændt som en bue. Min pik var stiv. Jeg så intet andet end hende.
Pludselig stoppede hun op. Havde hun hørt mig? Jeg gik ind bag et træ og betragtede hende. Hun så nervøs ud. Mørkeræd? Ræd for overfald? Hun befandt sig jo også i en mørk park helt alene. Hvorfor skulle hun ikke være nervøs? Det frydede mig at se hendes skuldre trække sig op til ørerne. At se hende stå der lyttende med bankende hjerte. Jeg tænkte, jeg sikkert ikke var den eneste der stod i mørket og lurede på hende. Hun vendte sig og gik videre. Jeg fulgte hende, hele tiden kom jeg tættere på. Efter et st... Læs hele novellen
