Sif og hendes papfar

Jeg havde boet sammen med Sifs mor i syv år, da hun pludselig fik kræft og det var desværre af den galoperende slags, og hun døde kun tre måneder senere. Da jeg mødte Sifs mor var Sif kun 10 år gammel og hun var køn lille pige med et sødt væsen, men naturligvis blev hun jaloux på mig, og det tog lang tid, før vi fik et godt fortroligt forhold til hinanden. Da Sifs mor var meget jaloux anlagt, sørgede jeg for, da Sif kom puberteten, at der ikke kunne være nogle af mine signaler, der kunne misforstås i omgangen med Sif.

De sidste dage før Sifs mor døde, vovede vi dag og nat på hospitalet, det var hårdt tid for os begge to. Jeg trøstede Sif så godt jeg kunne og fortalte hende at jeg aldrig ville svigte hende. Hun havde kun sin mor. Hendes far bor i Nordjylland og hun har aldrig haft ret meget med ham at gøre i den tid jeg har kendt hende.

Vi sad på hver sin side af Sifs mor seng og holdt hende i hænderne da hun døde. Jeg gik over på den anden side af sengen for at holde om Sif, og jeg kunne mærke hvor den lille krop rystede og gråden fik frit løb. Vi gik ud af stuen og stod og holdt om hinanden og prøvede begge to at trøste hinanden, og blev enige om at vi dog havde hinanden. Vi blev kaldt ind til Sifs mor for at tage afsked med hende efter hun var gjort i stand.

Da vi var kommet hjem fik vi ringet rundt til dem der skulle delagtiggøres i dødsfaldet og vi vidste at vi ville få en hård dag i morgen, da alt det praktiske omkring et dødsfald skulle ordnes. Klokken var blevet sidst på dagen, da vi kom hjem og vi havde ikke rigtig fået noget at spise, så jeg sørgede hurtigt for at sætte noget på bordet og en stor kande te. Vi åbnede for tv’et og zappede rundt og så ingenting, mens vi sad i sofaen og snakkede om vores store tab. Ved ottetiden besluttede vi os for at gå i seng.

Jeg har ikke fortalt om Sifs udseende. På det tidspunkt var hun en flot teenager på 17 år, kun 1,50 høj og vejede omk... Læs hele novellen