Jeg vendte den rundt. Ida et eller andet fra Farum. Det sagde mig ikke en skid. Jeg tog brevet med ind til morgenkaffen og åbnede det. Det viste sig at være en invitation til tiårs jubilæum fra mit gymnasium.
Var det virkelig ti år siden, jeg blev student? På den ene side føltes det, som i går; på den anden som en menneskealder siden. Helt ærligt huskede jeg ikke min gymnasietid som en særligt spændende eller lykkelig tid. Men der var nogle få undtagelser. En af dem var medunderskriver på brevet. Gitte! Min engelsklærer.
Det var lykkedes Ida og Bente – hvem Fanden var Bente? – at få Gitte med til at arrangere en tiårs-komsammen. En ”Reunion”, som amerikanerne kalder det. Gitte gav mig søvnløse nætter og våde drømme dengang. Hun var bare for lækker, og hendes forsøg på at skjule det, gjorde hende kun endnu mere lækker i mine øjne.
Pludselig gled mine tanker godt ti et halvt år tilbage. Der var kun fire måneder til studentereksamen. Gitte var med til flere fester, og en af dem foregik i min kammerat Jespers forældres villa. Gitte var kun 27 dengang og var lige kommet fra universitetet, så hun følte sig nok mere jævnaldrende med os elever end med mosefundene på lærerværelset. Men alligevel var det, som om der var en dyb afgrund mellem vores alder.
Bare ikke den aften. Den aften følte jeg, vi var jævnaldrende, ja, sjælevenner. Jeg husker, at jeg var ør af lykke over den opmærksomhed, hun gav mig. Jeg havde fået rigeligt at drikke, og det havde hun vist også.
Jeg dansede med Gitte, og på trods af min beduggede tilstand dengang husker jeg ... Læs hele novellen
