Jeg har længe nydt vores små hyggelige mails, og sms’er, også selvom de mere har haft en venskabelig karakter, jeg kan jo også tænke på andet. Især nyder jeg, når tiden og muligheden byder sig til en frokost, også selvom den ofte er klemt, når man som os har så mange andre gøremål, må man lære at nyde alle stunder, store som små.
Jeg har glædet mig hele ugen, over at vores hurtige møde i tirsdags sluttede som det gjorde, det blik vi fik sendt til farvel, indeholdt vist flere løfter end jeg umiddelbart havde lyst til at indfri. Men din besked næste morgen, overbeviste mig om at vores relation, igen skulle tage den drejning vi begge har nydt. Selvom lysten straks blev vakt, så er der jo stadig langt til at turde tage springet og risikere alle følelserne blusser op på ny. Men da, jeg om onsdagen, fik inviteret dig til fredag aften, så vidste jeg at jeg ikke fik lov at slippe. Du bryder dig jo ikke om at blive skuffet og du hader af alt, brudte aftaler, og da jeg ikke ville risikere vort venskab, havde jeg frygtelige moralske problemer, for hvad skulle der ske efter fredag?
Fredag morgen, sendte du mig en sød sms, der straks fik en vis effekt i min krop, nogle gange forstår du at formulere dit budskab, uden at der er tvivl og stadig uden at være tydelig, hvad nu? Jeg følte mig usikker, og det passer mig skidt at føle mig usikker, især fordi, vores relation bygger på at jeg er den dominerende og du er ”lille” pigen.
Da jeg var færdig med mine møder, kørte jeg ind til dig, aftalen, var at jeg skulle hente dig 17.30, du ville vente på gaden, en sær idé, jeg tænkte du ville undgå at det løb løbsk for hurtigt at forventningen skulle have lov at bygge op først. Det var frygteligt koldt og jeg kunne se du havde kjole på og en kort frakke, så du måtte have frosset, jeg stoppede og steg ud, selvom vi var i Ø, var der ret øde, hvilket der stort set er på alle tider af d... Læs hele novellen
