Vores rektor, Niels, var bestemt ikke en forstående mand. Han var snarer sadistisk, og jeg tror han nød at jeg havde problemer. Lige fra jeg så ham første gang havde jeg frygtet ham, han var en stor mand og han havde altid et mystisk glimt i øjet.
På hans kontor prøvede jeg at bede om en chance til, men han var ubøjelig, desuden havde han et møde og kunne ikke bruge mere tid på "en lille pige som mig" som han selv sagde det. Det lykkedes mig at overtale ham til at give mig et møde efter sidste time samme dag, så vi kunne snakke færdigt om det.
Om eftermiddagen kom jeg ind på hans kontor og så ham stå ved en reol, han bad mig strengt om at sætte mig og jeg adlød. Mens vi snakkede, og jeg tiggede og bad, gik han rundt og betragtede mig nysgerrigt. Jeg følte mig afklædt, fordi hele min skæbne var op til ham. Måske hjalp det ikke ligefrem, at jeg havde en nederdel på, med en skræmmende tendens til at kravle op når jeg sad ned. Efter en del plageri, sagde han endelig, at vi kunne jo kigge på, hvilke timer mit fravær var i, og snakke med de enkelte lærere. Han hentede en mappe i forkontoret og åbnede den på bordet. Jeg bøjede mig ind over den for bedre at kunne se, og han stilte sig bag mig. Jeg mærkede hvordan han åndede bag mig, og følte mig utilpas. Vi så, at mit fr... Læs hele novellen
Rauw.
Anonym | 5/12/2024 - 14:41