Hun hørte skridt ude i hallen og rejste sig dovent. Sikkert bare endnu en af de sædvanlige intetsigende gæster. Men det var det ikke. Hun spærrede øjnene op da hun kom ud til skranken og så manden der stod der, med sin bagage. "Hej" smilede han "jeg hedder Mikael Winther og jeg har booket et værelse for 2 nætter". Hun stirrede på ham woaw - de øjne og det smil - nøj manner - og høj var han - vel omkring 184 - pæn bygget overkrop - hmm - jo, han var sørme ikke så dårlig.
Hun hørte overhovedet ikke efter hvad han sagde - stod bare som forstenet og kiggede på manden. "Hallo - er der nogen hjemme??" Grinede han. "Øh - ja da - hmm - undskyld" fremstammede hun og rødmede. " Ja - undskyld - jeg fik vist ikke rigtig fat i navnet". Hun kunne mærke sveden bryde frem i panden. "Nej - det gjorde du vist ikke" kluklo ham "Mikael Winther er mit navn - og hvad hedder så den dame her som ikke hører ordentligt efter?" Uden at svare viste hun sit navneskilt frem mod ham. "OK - Merete - så har vi det på det rene" Han morede sig øjensynligt over, at hun var blevet hylet helt ud af den.
Hun koncentrerede sig om at kigge på skærmen. "Du får værelse 400 - kan se at du har bestilt Suiten!!" "Ja - ville forkæle mig selv lidt for engang skyld" smilede han. Da hun ville lægge nøglen på skranken havde han lynhurtigt lagt sin egen hånd der først og hendes hånd kom således til at ligge i hans. Han klemte hurtigt let sammen om den og kiggede på hende. Hun rødmede. "Jeg kan godt lide piger der kan rødme - det viser lidt om deres personlighed" kom det fra ham - og så slap han hånden, tog nøglen og forsvandt ned ad gangen. Merete stod måbende tilbage. Hvad fik en fyr som ham til... Læs hele novellen
