Jeg foregav at kigge ud i natten, med betragtede hende i rudens spejling, for hun var ganske køn, og klædt i en sort tætsiddende bluse, nederdel til lige under knæene, og så det jeg havde set på lang afstand: knælange, røde lakstøvler. Den frække slags der sidder helt stramt om benet, spidse snuder, stilethæle og et par pyntespænder! Og jeg som elsker støvler og høje hæle!
Jeg skiftevis betragtede hendes smukke støvler via ruden, og ved diskrete blikke over ”Ud og Se”-bladet. Pludselig siger hun, uden at fjerne blikket fra sin bog: ”Hvis du bliver ved med at stirre sådan på mine støvler, falder dine øjne ud!” Jeg rødmede en smule, men skyndte mig at udbryde: ”Det er jo umuligt andet, det er som hvis der hang en Rembrandt på Rådhuspladsen, og så måtte man ikke se på den!” Endelig så hun på mig, og sagde blot: ”Aha”
Hun fastholdt mit blik og spurgte: Og du kan måske godt li’ Rembrandt?!” Ja, lige præcist”, svarede jeg. ”Aha”, sagde hun igen, ”og røde støvler?!” ”De behøver såmænd ikke være røde” svarede jeg, og håbede at være lidt smart. ”Skal du være fræk” udbrød hun skarpt. ”Nej nej” undskyldte jeg, og prøvede at undgå at gøre hende sur – jeg havde faktisk stirret uhæmmet på hende et godt stykke tid! ”Men jeg synes det er nogen flotte støvler du har på” glattede jeg ud. Hun smilte og nikkede. ”Og det skulle ikke undre mig om du er helt syg efter at få lov til at røre ved dem... –har jeg ret?! ”Det vil jeg da gerne”, mumlede jeg, og vidste ikke helt hvor jeg skulle se hen. ”Mænd” grinte hun, ”I er altså SÅ nemme!” Hun strakte det ene ben frem mod mig. ”Så rør da ved dem”
Jeg rakte hånden frem mod d... Læs hele novellen
