Stilheden blev dog hurtig forvandlet til en larmende telefon der ringede og da det var før mobiltelefonernes tidsalder, lod jeg den ringe, da det sikkert var til min moder alligevel. Bagdøren åbnes og mor kommer ind i de store sorte gummistøvler, som tilhørte min far. Hvorfor tager du ikke telefonen? Spørger hun lidt arrigt. Jeg kikker åndsfraværende og begynder at forlade køkkenet, da min mor siger: Det er til dig… Mors ansigtsudtryk blev helt sikkert ikke bedre, ved den opdagelse.
Jeg slæber mig hen til telefonen i den tro det er min fader der har et par slaveopgaver, inden han kommer hjem. Det ville lige være hans stil at sætte mig i gang med græsplænen, eller noget i den stil. - Hej det er Ulla. Jeg forbliver tavs, da hjernen meddeler at jeg ikke kender nogen der hedder Ulla. Kirstens lillesøster. Nåh. Hej Ulla. Jeg var ikke lige med på hvem det var.
Ulla er naboens lillesøster, som havde været på efterskole, det sidste års tid. Ikke spændende nok til at jeg lige havde tænkt på hende, siden hun rejste. Hun var for mig altid hende der fik sladret til de rigtige, når vi andre syntes tingene var sjove. Gaden er næsten tom, da alle er på ferie, men din mor gik i haven, så var det jeg kom til at tænke på om dig og mig kunne finde på noget sammen. Jeg skal læse, sagde jeg i håb om at det var så det. Jeg ville have dig med ned og fange dafnier, sagde hun afventende.
Dafnier... Ja jeg mangler egentlig også lidt foder til mine fisk. Sagde jeg lidt tilbageholdende. Jeg er der om 5 min. sagde hun og lagde røret, inden jeg kunne nå at gøre noget som helst. Knap 3 min. efter stod Ulla i vores køkken, iført gule gummis... Læs hele novellen
