Redningsbåden drev langs kysten i et stille tempo, som var svært at vende sig til efter nattens storm som havde fået skibet til at ramme revet. Vi havde tilbragt 10 timer i redningsbåden uden åre, mad eller vand og ingen af os vidste hvor vi var, det eneste vi kunne se var en mørk og faretruende jungel som stod som en mur bag den hvide strand. Vi havde haft en fest på skibet da det begyndte at blæse op, men det var ikke være end at man fortsatte med at spise og drikke, vi var 30 personer med besætningen. Derfor kom det som et chok da skibet ramte revet med et brag som fik alle og alt til at vælte rundt mellem hinanden, jeg selv lå under et stort bord mellem stole og alt muligt inventar. Da jeg endelig fik kæmpet mig op på dækket var søfolkene ved at sætte redningsbådene i vandet, og vi blev beordret ned i dem, den båd som jeg var kommet ned i sad vi 5 kvinder og en af søfolkene som skulle forsøge at få os sikkert i land, men da han skulle skubbe os fri fra skibet faldt han i havet og vi drev hurtigt væk fra skibet og i næsten en time kunne vi høre dem på skibet råbe og kæmpe i bølgerne. Hvordan redningsbåden var kommet fri af revet og ind i lagunen vidste vi ikke, men da det begyndte at lysne i øst lagde stormen sig, skibet kunne vi ikke se, så måske var det gået ned eller også var vi drevet så langt væk at vi ikke kunne se det. Vi var som sagt 5 kvinder i forskellige aldre, jeg selv er 29 og hedder Anna, de to yngste er 20 og 23, og de to sidste måske omkring de 35-40 år. Grunden til vi havde været samlet på skibet var at vi arbejdet i det samme firma, men i forskellige afd. rundt om i verden, og nu skulle vi i gang med et større projekt, derfor ville firmaet starte med en vi kommer hinanden ved fest. Solen var nu kommet højdt op på himlen og bagte, vi lå ca. 50 meter fra kysten og det eneste vi tænkte på var at komme ind i skyggen og på noget at drikke, efter et stykke tid ramte båden sandstranden og vi kunne vade ind på stranden. Vi trak båden så langt op vi kunn... Læs hele novellen