"Væk Væk Væk!" Råbte en dame, mens hun fejede rækken af ventende mennesker til side i en pludselig øredøvende raslen af nøgle, poser & hvad folk ellers stod med/tabte. Selv fik jeg en albue & kunne både mærke smerten derved, men også den dejlig bløde pels som strejfede mig. De andre tog det forbavsende roligt, ingen kommenterede det & selv buschaufføren lod som intet var hændt. (Hvilket jeg studsede lidt over, da "Damen" hverken havde vist kort eller langt penge for turen)
Jeg viste selv mit kort & begyndte at gå forbi chaufføren, min fod ramte noget på gulvet & jeg samlede dét op. Det var 2 nøgler i et lille vedhæng & de var forbavsende flotte & kunstnerisk udført, så jeg gættede at "Damen" havde tabt dem. Da jeg kiggede ned gennem bussen, så jeg hende med det samme helt nede i hjørnet bag venstre baghjul. Hvilket fik mig til at smile, da jeg selv foretrak den plads for over 18 år siden i skolebus/bybus osv.
Bussen var kørt ud fra stoppestedet igen, så jeg måtte støtte mig lidt til sæderne på vej ned mellem sæderækkerne. Satte mig med et bump på sædet foran "Damen", holdt nøglerne op & spurgte genert "Dine?" Her må jeg hellere få forklaret mit ordvalg: Jeg kalder hende for "Damen" da hun virkeligt VAR en 'Dame' - Kunne selvfølgelig have udtrykt mig med "kvinden", men det var virkeligt ikke nok hér! Stort hvidt hår med lidt tegn på "ægte hvid"- Altså ikke afbleget. Nærmest et "Marilyn Monroe"-ansigt men uden at smile. - Så det var nærmere "Norma Jean Baker" jeg kom til at tænke (Hvilket jo var Marilyns rigti... Læs hele novellen
