Theodor en lille kny mand, en af den slags mennesker som man ikke rigtig lægger mærke til, en af den slags mennesker som, hvis man ikke kigger efter ham, højst sandsynligt vil forsvinde i mængden. Som så mange andre unge mænd er han rejst til København, efterladt sin familie på landet, han ville se, hvordan det var at skulle leve i den store by. Han vidste godt, at han ikke kunne klare det fysiske arbejde, som hans far og brødre arbejdede med hele dagen, han blev hjemme, læste og skrev sine digte. Han kunne ikke huske, hvornår det startede, det med at skrive, men at dømme på hæfterne på hylden, drejede det sig om i lang tid. Han startede med at skrive om den dejlige natur, vindens leg med trækronerne udenfor hans vindue. De sørgelige bølger i den lille bæk i landsbyen. Om de forskellige mennesker som var omkring ham. Først var det historier, men jo længere han kom ind i sit poetiske univers, hans patos, begyndte han at skrive digte. Digte om små finurligheder. Om kærlighed, selvom det ikke var det store, han havde oplevet i den henseende, dertil var han simpelthen for Klein. Pigerne på egnen ville ham ikke, det var ikke lige hans type der skaffede mad på bordet, og selvom hans ord var dejlige, smukke og tankevækkende kunne man jo ikke spise dem. Så efter lang tids overvejelse besluttede han sig altså for at tage til København..
14 dage før end han havde planlagt at forlade sin barndoms egn, gik han en tur i omkring på markerne som hans familie havde arbejdet i, i mange år. Han gik ned til mosen som lå for enden af den lille markvej, han tænker tilbage på de dejlige sommerdage hvor hans brødre legede hernede indtil langt efter at solen var gået ned. Han tænker på de store bøgetræer som de klatrede i, som de kastede sig ud fra, ned i mosen. Han selv deltog ikke aktivt i disse udskejelser. Nej han sad og betragtede. Observerede og vandrede i tankerne mens han skrev sine inderste følelser ned. Hov han var vist ikke alene, selvom han... Læs hele novellen
