Hun kommer gående med en barnevogn foran sig ad stien. Det knaser lidt i gruset når og hjulene trækker lidt sand med sig rundt. Jeg har på fornemmelsen jeg har set hende før. Hun standser op foran bænken som jeg sidder på. Her kan jeg se min søn lege på redskaberne i sandkassen. Jeg skal holde opmærksomheden nu, kan jeg mærke. Hun distraherer mig. Der er noget forkert. Hun sætter sig på hug og samler en klud fra trådbakken under barnevognen.
Solen glimter i kromet. Hendes ene knæ rører gruset mens det andet stikker opad og frem, idet kjolen glider fra. En solstråle spejles i noget blankt på siden af barnevognen og pludselig rammer en solstråle ned over hende mens hun sidder på hug. I det øjeblik får jeg et glimt af hendes lår og mellem dem et ganske kort øjeblik hendes trusser, der lyser hvidt mellem de solbrune velformede lår. Da hun rejser sig lader hun gruset sidde på knæet, mens hun tørrer bænken af for dug ved siden af mig Det lykkes ikke helt Den er stadig våd og kold. Jeg sidder selv på en avis og rejser mig for at hjælpe hende.
Jeg deler avisen i to og rækker hende den ene del. Hun smiler til mig. Lidt usikkert men venligt. Også det er forkert. Hun må stamme fra en varmere verdensdel tænker jeg. Hun er også mere solbrun end man normalt er på denne årstid og det er ikke solarielæder. Så sætter vi os i hver sin ende af bænken og jeg husker at kigge efter min søn der leger ufortrødent. Hun vugger barnevognen. Hun har stadig grus på knæet. Hendes kjole ligger delvist hen over hendes lår, men den skiller foran fordi kjolen er knappet foran. Også det er forkert. En dansk pige ville ikke have sådan en kjole.
Det er måske en kittel. Jeg gætter mig til at hun er au pair. Jeg spørger på engelsk til hendes barn. H... Læs hele novellen
