Hendes trusser var tilbage i munden på hende, så det eneste der kom frem af lyde når hun forsøgte at sige noget var lidt halvkvalte protester over at være bundet fast stadigvæk. ”Nå, du er vågnet. Klar til endnu en dag bundet op”, spurgte Peter. Han stod i døråbningen; hun havde ikke set ham før. Hvor længe havde han mon stået der og kikket på hende. Stille nikkede hun; at sige noget nyttede jo ikke noget med trusserne begravet i hendes mund. ”OK” sagde Peter. ”Så må vi jo se, om ikke vi kan finde på nye spændende lege i dag, ikke?”
Gad vide hvad han finder på, tænkte Stine. Men hun var sikker på at han nok skulle finde på noget; eftermiddagen og aftenen før havde klart bevist for hende, at hans fantasi bestemt ikke fejlede noget.
”Først må vi vist hellere få gjort dig rigtig klar. Du skal have bind for øjnene igen, for jeg er sikker på, du nød det i går. Har jeg ikke ret”, sagde Peter. Et par forsigtige nik viste sig fra Stines hoved. Jo, det havde været en anderledes oplevelse, ikke at kunne se, hvad der kom.
Langsomt nærmede han sig; denne gang havde han noget med der lignede en maske… måske en af dem man nogen gange får når man flyver langdistanceflyvninger. Med masken på blev det helt mørkt igen. Som dagen før var det første indtryk når lyset forsvandt lidt skræmmende, men langsomt vænnede Stine sig til mørket og glædede sig til at hendes øvrige sanser ville blive mere intense.
Peter forlod hende men vendte hurtigt tilbage. ”Den her urskov må vi vist hellere se at få fjernet”, sagde han, mens han forsigtigt lod hånden glide gennem hendes behåring på hendes venusbjerg. Å... Læs hele novellen
