En dejlig formiddag med høj sol og de første varmepust. Klokken er vel 9.15. Ved busstoppet stod folk for varmt klædt på og svedte. Selv kunne han også godt have nøjes med lidt mindre, mens han gik af sted for at ordne et ærinde på fagskolen, lige på den anden side af den nordgående hovedvej. Undervejs sendte han et blik op mod vinduerne i boligblokken foran sig. Her boede nogle fra inderkredsen og som regel sad Lykke bag gardinerne og vågnede så småt. Vel undt. En times tid eller deromkring til at slappe af efter morgenræset med at få alle andre ud af hytten.
Jo, hun var lige til at skimte, i sin hvide morgenkåbe med det lyse hår væltende ned over skuldrene. Hun sad vist og kiggede i et ugeblad, for hun vinkede ikke igen. Nå, der var heller ingen grund til at forstyrre midt i morgenmeditationen. Det kunne jo være hun stod foran en travl dag. Den krævende og dominerende kæreste samt børnene overlod hende ikke megen tid til at pleje sig selv.
Da han en lille halv times tid senere stod og ventede på at komme tilbage over hovedvejen, så han hende igen. Hun stod på terrassen og lagde noget tøj sammen over en bænk. Stadig i morgenkåbe, men nu med håret sat op med en klemme. Da hun gik ind, strakte hun sig, mens hun gik over dørtrinnet så han, selv på den afstand, kunne se hendes kurver afspejle sig i kåbens tykke, bløde luv.
Det tog lidt tid før trafiklyset skiftede og han gik over vejen med en ide om lige at smutte indenfor og sige hej, inden hun begyndte på dagens rutine. Ved pølsevognen stod et ældre ægtepar og kiggede på et kort som lå over kølerhjelmen på deres bil. De kom fra Næstved og kunne ikke finde ud til Højbjerg, men sammen fandt de frem til den nemmeste vej. Selv tak, vinke, vinke.
Så på uret. Nu måtte hun da være kommet i tøjet derinde. Traskede op af stien ved bussens endestationen og så, at terrassedøren ikke var lukket til. Det var da også alt andet lige nemmere at smutte ind af bagvejen. Gik ind af lågen og lod knoerne rulle... Læs hele novellen
